Ønsketænkning.

For virkeligheden er, at når vi er drevet rundt i manegen af ubevidste strømme af mindreværd, af misundelse og af mangel (blot for at nævne noget af det, de fleste af os bærer rundt på) er det svært at se både sig selv og den anden klart. Svært at lade kærligheden være den bærende kraft, selvom den er der, og den bærer.

Det blev pludselig for sent. Vi var ikke klar over hvor det bar hen, og det var hun heller ikke. Hun var til det sidste optaget af at leve og af at opleve. Være med der hvor livet var. Og ikke klar til at give slip på livet.

Men der er ting vi ingen kontrol har over. De fleste faktisk, selvom vi prøver at bilde! os selv noget andet ind. At kunne være med livet som det er, som det viser sig for os på godt og ondt. Bære os selv og vores egne følelser. Have fred og ro i sig. Det er faktisk hvad ægte selvudvikling fører med sig.  

Den fred kommer kun hvis det, der skaber uro og ufred i os, er forløst. Derfor er udvikling ikke kun for os selv. Det er også for at kunne møde andre rent. Uden at se den anden gennem farvede briller. Briller der er farvet af ens eget ubevidste forsvarsberedskab.

Sådan, at du både kan se og tåler at blive set, som den du er.

Ærligt og enkelt.

Det tror jeg, de fleste af os drømmer om.