Nu er han døende, og vores tid sammen her på jorden ved at være slut. Den blev ikke som den skulle, eller kunne, være blevet. Ikke fordi der manglede kærlighed, men fordi der var alt for mange ubearbejdede følelser og fordomme der forhindrede nærheden mellem os.

I denne stund tænker jeg på alt det gode, der også var. Og på savnet af det, der kunne have været.

For begge dele har været en forudsætning for min livsrejse. Og en medvirkende grund til, at jeg har valgt udviklingens vej. Den, der fører hjem til mig selv.

Det er jeg meget taknemmelig for. For uden at finde hjem, kan vi heller ikke finde den rette vej frem.

Ligesom i eventyrerne skal vi grueligt meget igennem, for at blive os selv.

Efter en del omveje, lever jeg idag mit livsformål. Det er langt fra alle beskåret. Selvom det er den egentlige mening med, at både du og jeg er her.

Omvejene er ikke i det overordnede perspektiv forkerte – selvom de absolut kan føles sådan. De har lært mig meget om, hvem jeg er, og hvem jeg ikke er. Og været en del af den modningsproces, der har ført mig til mit sande kald.

Men hvem ville ikke hellere være på rette vej fra start?

Sådan er livet bare ikke for alle. Nogle af os skal meget igennem og rydde meget op, for at blive helt klar til at udføre den opgave vi er her for. Som dybest set handler om at blive os selv.

Det er en trøst for mig at vide, at når livet på jorden slutter, skabes en ny forbindelse mellem min far og jeg. Hvor vi allerede nu mødes på et andet plan, i en sjælsforbindelse der er mere ægte, ren og uspoleret.

Mit bedste råd til dig er, at lade dine vanskeligheder være broen til din indre sandhed og sande essens, for det er derfor du har dem. Det er ikke meningen, at du skal sidde fast i dem.

Hvis du lige nu føler dig udfordret i dine relationer, så skal du vide, at dine udfordringer gemmer på livets største gaver, hvis blot du bruger dem konstruktivt.

Det kan og vil jeg meget gerne hjælp dig med. Jeg har gået vejen selv.