KLUMME

Følelsen af ikke at høre til, ikke at passe ind, kender jeg til hudløshed. Jeg er kommet til den tro, at vi som sorte får blot med vores tilstedeværelse opfattes som en trussel mod andre. Selvom jeg nogle gange har haft mest lyst til at gå i et med tapetet, er det kun sjældent lykkedes mig. At være et sort får er som at være en rød klud i hovedet på en tyr.

For vi tænker anderledes, er optaget af andre ting og det vi gør, er derfor også noget andet end det, de andre gør. Det kan virke provokerende på mennesker, der ynder sædvanen og det velkendte.

Da jeg i sin tid arbejdede som lærer, fik jeg af en leder på min arbejdsplads at vide, at jeg var den eneste medarbejder der tænkte, som jeg gjorde. Bagefter tænkte jeg over, hvem det siger mest om? Alle de der tænker ens, eller den ene der måske kan bidrage med noget nyt?

Men fremfor at se kvaliteten og mulighederne i det anderledes og ofte nytænkende, kan det opleves som en trussel. En trussel mod det bestående, vanen og det, vi plejer at gøre. Alt det, som indtil nu har været godt nok, bliver pludselig udfordret og betvivlet. Når det sorte får viser, at tingene kan gøres anderledes, sætter det de andres arbejde i perspektiv. Og vi frygter og sladrer om det, vi ikke forstår.

Derfor er personangreb hverdagskost for os sorte får, for det er nemmere at slå ud efter det anderledes, end det er at se på sig selv og forholde sig til sin egen mulige mangelfuldhed.

På en arbejdsplads kan vi vælge at flytte os et andet sted hen.
Anderledes er det med familien.

At være det sorte får i sin egen familie er en sorg. En famile bør som minimum være en tryg havn, i en omskiftelig og ind imellem utryg tilværelse. Et sted, hvor vi har en rimelig forventning om at være velkomne, høre til, og blive accepteret som den, vi er. Og helst også anerkendt for netop det, der gør os særlige og unikke.

Men sådan er det langtfra altid. Rammerne kan være ufatteligt snævre, ligesom normen og værdierne kan være forudfattede og indiskutable. Og det er virkelig ikke et match til et sort får.

Derfor kan det ske, at vi kommer til at opfatte os selv som forkerte. For det er jo os der falder udenfor, os der har det svært i familien, os der bliver kritiseret og talt dårligt om.

Men faktisk er det helt omvendt.

Vi skal aldrig forsøge at passe ind i en sammenhæng, der ikke kan rumme os. Vi skal altid først og fremmest være tro mod os selv. Og omfatte os selv med samme omsorg og forståelse, som vi giver andre.

For som sort får ved vi godt, at de andre ikke er som os, og forventer heller ikke at de skal være det. Og vi hverken dømmer eller ser ikke ned på dem for at være noget andet. Vi skal så absolut heller ikke dømme eller se ned på os selv, for at være dem, vi er.

Vi sorte får må aldrig gå på kompromis med den indre kraft, vi besidder. For det er kraften til at være, bære og skabe forandring, og den er vigtig.

Som sort får er du ikke bange for at træde nye stier, men det kræver en særlig styrke, at tåle de andres tendens til at dømme og lukke dig ude. Men første skridt er at vide, at det ikke er dig, der er noget galt med. Tværtimod.